I 1648 udkom den første trykte kogebog på dansk. Det var en oversættelse af tyskeren Anna Weckers opskriftsamling. Danmark var på dette tidspunkt under stærk indflydelse af Tyskland. Det gjaldt også Køge, som man bl.a. kan se byplanen og det faktum, at der boede ganske mange tyskere i byen. Man må derfor formode, at mange af retterne fra kogebogen også er blevet spist i Køge i renæssancen. Her er gengivet et par af retterne.
Kogt kål
Du skal bruge:
1 dl havregryn
4 dl vand
1 stort rødløg
1 stor håndfuld grønkål
3 spsk. smør
Salt efter smag.
Sådan gør du:
Havregryn, vand og hakket rødløg bringes i kog og simrer ved svag varm til havregrynene er kogt ud til en jævn grød. Imens plukkes de grønne krusede bladdele ad stokkene. Hak bladene fint, jo finere, des bedre. Så bliver grøden mere ensartet. Kom derefter den hakkede kål i havregrøden og lad det koge godt igennem, så kålen bliver helt blød og er ved at koge ud. Det tager cirka 20-30 minutter. Tilsæt smør og smag grøden til med salt.
Mandeltærte
Du skal bruge
Fyld
250 g rå marcipan
3 spsk. rosenvand
2 æggehvider
2 dl piskefløde
150 g sukker
Dej
1 portion mørdej
1 æg
1 tsk. revet muskatnød
Sukker
Sådan gør du
Marcipan, rosenvand, æggehvide, piskefløde og sukker røres sammen til en masse, der minder om en sej grød.
Mørdejen rulles tyndt ud, og en tærteform med en diameter på 20 cm fores med dejen. Kanten skal være tykkere end bunden. Mandelfylden hældes i og tærten bages ved 175°. Imens rives 1 tsk. muskatnød. Muskaten piskes sammen med et helt æg. Efter 25 min., når marcipanmassen er begyndte at få en overflade, der kun giver let efter, når man trykker på den, tages den ud. Lad kagen køle af i 10 minutter. Derefter pensles hele overfladen og kanten med muskat-æggeblandingen. Drys de penslede flader med sukker og sæt dem ind i den varme ovn igen. Bag tærten til den er smukt brun på overfladen. Pas på, at sukkeret ikke får for meget. Tærten kan spises såvel varm som kold.
I kan finde flere opskrifter i bogen ”Renæssancemad” Den er skrevet af Bi Skaarup og kan lånes på biblioteket.
Opdateret
13.06.11