Tool bar

Quick Links

Quick Links 2

 

Lanceringen af bogen

Grundlovsdag 2009

Birte Brochs tale ved præsentationen af Hit med Historien 3 på Køge Torv den 5. juni 2009.

Vi forsamlede kvinder fra Hit med Historien vil gerne takke hans kongelige majestæt Frederik VII for, at han var med til at vedtage den første Grundlov i 1849. I første omgang fik kvinder ikke valgret til Rigsdagen, men omsider lykkedes det med Grundloven af 1915. I den anledning vil vi nu overrække byens – dengang stadigt kongeligt udnævnte - borgmester et eksemplar af vores nye bog, som blandt andet fortæller den historie.

Det er en stor fornøjelse for Hit med Historien og for mig som forfatter at stå her i dag og kunne præsentere den nye bog i serien Hit med Historien, Køge 1850-1914. Vi er glade for, at vi må være med i dag, hvor Frederik VII kommer tilbage på sin plads, for den nye bog begynder netop med Grundloven af 1849.

 

I Køge Kommune er vi kendt for at satse aktivt på børne- og ungekultur. I Hit med Historien vil vi gerne være med til at udvide børn og unges historiske bevidsthed om det område, de bor og lever i. Derfor er det også nærmest et dogme for os, at bøgerne skal tage udgangspunkt i kilderne fra Køge og ikke bare være en overførsel af den nationale historie til den lokale. Køge er udgangspunktet, og derfra perspektiverer vi ud i verden.

Indtil nu har vi udgivet fire bøger og en hjemmeside med materiale til alle bøgerne. På hjemmesiden er der masser af billeder og andet stof, man kan arbejde videre med både i skolen og privat.

Noget af det specielle ved vores projekt er, at vi konsulterer de kommende brugere undervejs i processen. Vi har hver gang en ny gruppe børnekonsulenter, der er med til at lægge retningslinjerne for bogen. Denne gang har børnekonsulenterne især været aktive i begyndelsen af processen. Og jeg må sige som forfatter, at det har været en berigelse at indgå i dialogen med Jer i børnegruppen.

At skrive denne bog har været anderledes end andet, jeg har skrevet. Jeres bemærkninger har gjort tilgangen til stoffet meget konkret og sanseligt. Det har skullet handle om konkrete mennesker og dyr, konkrete huse og begivenheder. Man har skullet se det for sig. Det håber jeg, man kan.

 

Sammen med mine pædagogiske kolleger i projektgruppen har I påvirket hele bogens disposition og den måde, historien bliver fortalt på. Mange begreber og ord skulle forklares – mange sætninger gøres kortere. Jeg har lært at sætte punktummer.

Det er en lang tidsperiode at skulle presse sammen på så få sider. Her har I hjulpet med at udvælge. Der er også mange nuancer, man må give afkald på, når pladsen er knap. Her har I hjulpet med at skære fremstillingen til, så budskabet står rent.

 

Tak til børnekonsulenterne for mange inspirerende kommentarer i bogens første fase og til mine medprojektmagere for kritisk og positiv støtte undervejs. Tak til Byarkivets medarbejdere, der har bidraget med opgaver og sms-jagt til hjemmesiden. Jeg håber, vores fælles anstrengelser har båret frugt, og at bogen og hjemmesiden vil få mange brugere.

Efter sommerferien er vi klar til næste bog. Der er meget mere at fortælle om Køges historie, inden vi slutter. Det vil I komme til at høre mere om i fremtiden.

Til slut en stor tak til Køge Kommunes kulturudvalg og skoleudvalg, som igen har støttet projektet. Også tak til Carlsen-Langes Legatstiftelse, der var med til at finansiere den første bog og nu er med også denne gang.

Tak til alle.

Flere billeder fra Grundlovsdag 2009

Opdateret 13.06.11

Kontakt

Hit med Historien er et samarbejde mellem:

Hvem er vi?

Del med andre

Bookmark and Share